Her eru dømi um, hvussu ekstremar fylgjurnar kunnu verða av happing, og tíanverri kemur tað øgiliga oftani fyri millum bæði børn og vaksin. Hetta eru fylgjurnar av happing á arbeiðsplássinum, eg her skrivi um, men fylgjurnar fyri børn eru minst líka ógvusligar, tí tá skulu vit hugsa um, at hetta eru menniskju í menning.
Fyri okkum vaksnu hendir
tað, at vit oftast missa tað sjálvsálit, ið vita hava bygt á eitt heilt lív.
Persónligi integriteturin fær eitt álvarsamt skot fyri bógvin, og ikki minst
verður tú niðurgjørdur sum menniskja. Fært tú onga hjálp, og arbeiðsplássið og
teir starvsfelagarnir, ið ikki lutttaka, bara eru passivir áskoðarar til
happingina, bæði áðrenn og aftaná happingina, so kennir tú á tær, at tú ikki
røkkur, hvørki sum menniskja ella fakpersónur t.e. at happingin gongur út yvir
bæði menniskjansliga og fakliga integritetin á ein hátt, ið í ekstremum
tilfeldum kann vera lívshættisligur.
Okkara problem á
Fróðskaparsetrinum/Námsvísindadeildini/Læraraskúlanum var, at vit als ikki
kundu fara til leiðaran – rektaran á Føroya Læraraskúla - hann var aktivur
luttakari í happingini, og førdi ann. Meðan ovasti leiðarin – rektarin á
Fróðskaparsetur Føroya - var passivur luttakari. Hetta havi eg hildið til henda
dag, men nú síggi eg á skjølum eg havi fingið hendur á um innlit, at hesin
seinni eisini var aktivur luttakari.
Eg fái kaldasveitta, tá
ið eg lesi um fylgjurnar, tí eg kenni tað so væl aftur frá mær sjálvum.
Efterveerne efter den slags hændelser begynder ofte i det små: Man sover ikke så godt om natten, har ikke lyst til at gå ud og være sociale, undgår ting, der minder om den voldsomme hændelse. Familie og venner får sværere ved at kende en: Man bliver irritabel eller negativ, kan ikke overskue ting, trækker sig væk.
Nogle går længe med deres problemer, andre får hjælp med det samme. Nogle synes, det er skamfuldt og pinligt, at de reagerer, som de gør. De tager sig sammen på arbejdet og lader som ingenting. Nogle holder ud i mange år, før der endelig er andre, der finder ud af, hvad der var på færde: At de har fået posttraumatisk belastningsreaktion, i daglig tale ofte benævnt PTSD (Post Traumatic Stress Disorder).
Vi rammes forskelligt
PTSD er en fysiologisk betinget og forståelig angstreaktion på en ekstrem hændelse. Når man reagerer voldsomt, er det ikke, fordi man er svag eller sårbar – men fordi man er et levende menneske.
Ikke alle, der er udsat for en voldsom hændelse, udvikler PTSD. Mange kan godt have symptomer lige efter hændelsen, men de fortager sig hurtigt eller i hvert fald inden for en måned. For andre bliver symptomerne langvarige, og de har brug for målrettet behandling for at komme til at fungere godt igen.
Det værste ved PTSD
Det værste ved at have PTSD er ikke nødvendigvis symptomerne i sig selv. Det værste er at være uvidende om, at ens symptomer er naturlige reaktioner på voldsomme hændelser. Når man ikke ved det, tror man, at man er ved at blive skør, at man er svag, at man burde kunne tage sig sammen.
Viden, anerkendelse og handling – fra kolleger, ledere og organisation – er således den allervigtigste vej til at sikre, at konsekvenserne af f.eks. et groft overfald i arbejdstiden ikke bliver større og mere ubehagelige, end de behøver at være.
Á Fróðskaparsetrinum/Námsvísindadeildini/Læraraskúlanum var als eingin hjálp at heinta, og trúgvi tit mær, eg var ikki einsamallur um at verða happaður har, tað vóru fleiri og flestu teirra endaðu úti í myrkrinum hjá rektarunum báðum, tey, ið ikki vórðu koyrd, fóru sjálvi.
