Børn, ið sigla vandakós

Ofta verður spurningurin settur: “Hvør skal inkluderast?” Grundleggjandi  er svarið, at øll børn – ið kunnu inkluderast – skulu inkluderast.

Tað er ikki bara hann ella hon við t.d. ADHD ella ið hevur aðrar diagnostiskar trupulleikar, ið eigur at inkluderast. Tey,  ið vísa eyðkendar trupulleikar við at arta seg í sosialum samanhangum standa eisini fyri tørni. Tað er eisini tann stilla gentan, ið dugir væl at spæla við seg sjálvan, argipisan, ið alla tíðinina kemur í konflikt við hini børnini, tí hini børnini verða forsyndaði inn á hann, ið skal inkluderast.

Vit mugu hava eitt vakið eyga við øllum  børnum, ið verða ekskluderaði av eini ella aðrari orsøk, sjónligari ella ósjónligari. Tað, sum hevur allar størstan týding er, at flyta fokus frá tí einstaka barninum  – individperspektivinum  – har mann sær tað einstaka barnið, sum “problemberarin”  til at fokusera uppá bólkin, sosiala samanhangin, ið barnið er í. Tað hevur við sær, at tað ikki snýr seg um tað einstaka barnið, men um mentanina í barnabólkinum.

Tað ber skjótt til at staðfesta, at børn, av eini ella aðrari orsøk, oftani verða eksluderaði úr felagsskapinum. Allar flestu børn og vaksin kenna væl á sær og vita, hvør er “úti” og hvør er “inni”. Vit vita eisini oftast væl innast inni, hvat skal til, soleiðis at vit fáa eina kensluliga tætta og góða relatión við hvønn annnan. Men tað er ikki altíð vit velja eina framferð, ið hevur góðar relatiónir við sær. Tá ið talan er um inklusión, so er týdningarmikið at hava eyga við luttøkumøguleikanum hjá barninum – og luttøkutrupulleikar ella luttøkuforðingar.  Hvat stuðlar , og hvat forðar møguleikunum fyri at inklusión kann eydnast?

Alla børn royna, eftir førimuni , at gera tað besta tey hava lært. Øll børn vilja fegin passa inn og vera partur av felagsskapinum. Øll vilja tað góða. Ómedvitið so velja vit mátar at røkka tí góða við. Av og á, so bera hesi mátar frugt og eru hóskiligir, og vit fáa nøktað okkara tørv á viðurkenning og tryggleika, av og á hendir tað øvugta.

Mátarnir vit velja at handla uppá eru bundnir av teimum royndum og kensluligu relatíónum vit hava í mun til okkara umhvørvi, tí konteksti vit eru blivin til í og handla í. Kenna vit okkum forfjónaðan og at onnur ikki síggja okkum, so kunnu vit antin velja at verja okkum sjálvi móti tí ótýdliga og tí mishugi, ið stendst av at vera isoleraður – vera uttanfyri – við sjálvi at isolera okkum og taka okkum aftur frá øllum tí, ið kortini ikki vil rúma okkum. Tað ber eisini til at “krevja” at verða aksepteraði og inkluderaði við at gerast fysiskt agressiv og harðlig. Í báðum førum er tað –   oftast ómedviti –  sorg, frustratión  og ótryggleiki, sum tað so vísir seg við innatvendari  atferð ella við agressiviteti. Hesi mátar at vera uppá eru sjálvandi ikki hentir, og hava ikki annað við sær enn enn meira ekslusitión.

Tað ber ikki til at vænta, at onnur børn skulu duga at síggja afturum frustratiónirnar og skilja, at tað ekskluederaða barnið roynir at fáa viðurkenning og aksept, at gerast ein javnvirdur medspælari í felagsskapinum. Men tað ber til at vænta og krevja, at tann professionelli vaksni  tekur ábyrgd av, at skapa karmar um eitt inkluderandi umhvørvi, har øll kenna seg sædd, hoyrd og  skilt; at tann professionelli – pedagogur ella lærari – arbeiðir fram ímóti at skapa eitt umhvørvi, har øll kunnu kenna seg trygg og sum ein javnmettur partur av felagsskapinum undir øllum umstøðum.

Tá ið argumentini halta, so er at fara eftir persónunum

Tað sær út til at vera ein rættiliga vanlig fatan, serliga millum nakrar pedagogar, at tað er betur fyri børnini, at tey spæla hetta árið, skilt á tann hátt, at børnini ikki fáa formliga læru/undirvísing hetta árið.  Her koma ikki so sjálvdan vendingar sum, at lata børnini sleppa at vera børn, og av á hómast pástandurin, at skúlin ikki er góður,ja, kanska enntá skaðiligur fyri hesi børnini.

Frágreiðing til Mentamálaráðið um forskúlan, Skúlaspíran, í Eysturkommunu heystið 2013. Fríðfinnur Johnsson, skúlastjóri.

…

Leg er, mener Peter Gray, »fra et biologisk evolutionært perspektiv naturens måde at sikre at unge pattedyr, inklusive menneskebørn, vil øve sig og blive gode til det, de skal kunne for at trives og overleve.« MEN nutidens børn leger mindre og mindre

…

Mangelen på leg og frihed ødelægger vores børns psykiske helbred, mener Peter Gray.

Tilfældene af depression og angst hos børn er steget dramatisk. Mellem fem og otte gange så mange børn viser tegn på depressionslignende tilstande sammenlignet med for 50 år siden.

Selvmordsraten for amerikanske børn er i samme periode firedoblet, hvorimod der har været et let fald i voksnes selvmordsrate.

…

LEG er en frivillig aktivitet, som ikke kan skemalægges, og læringen opstår netop på grund af det. Den frie leg er en øvelse i en form for demokrati og forhandling. Kun ved at sørge for, at alle legens deltagere vil blive ved med at være med til at lege, kan børnene holde legen i gang. Så det gælder om at finde på lege, hvis præmisser flest muligt vil acceptere.

…

Alt i alt er Peter Grays bog ikke blot et studie af menneskebørnenes leg. Den er også et opråb.

Til forældrene, som skal lære at acceptere, at leg er farligt og kan gøre ondt… og til politikerne som hele tiden tager en bid af vores børns tid til at lege ved at sætte skolealderen ned og gøre skoledagen længere. Det kommer der hverken lykkeligere, klogere eller dygtigere mennesker ud af.

Nederst på formularen

Weekendavisen

Frie børn leger bedst

JOHANNE MYGIND
10. april 2014

Når min seksårige søn og hans ven Villy fortaber sig i iPad'ens magiske verden, spekulerer jeg nogle gange på, om de først og fremmest elsker deres iPad, fordi de har fundet en mulighed for fri leg. At det er her, de kan udforske en verden på egen hånd uden velmenende voksnes overvågning og anvisninger, og at barndommen i det blå lys fra iPad'en er en naturlig konsekvens af et samfund, som ikke længere anser det for ansvarligt, at børn leger udenfor på egen hånd.

Amerikaneren Peter Gray, der er professor i evolutionær udviklingspsykologi, er bekymret for min søn og alle de andre børn i den vestlige verden. Ikke fordi de spiller computerspil, men fordi de hele tiden får mindre tid og rum til at lege. Leg er nemlig ikke karatetimer, korsang eller organiserede fysiske aktiviteter som indlagte pauser i heldagsskolen. Leg er de aktiviteter, som børnene selv finder på, og hvor børnene afprøver deres krop, deres intelligens og omgivelser uden anvisninger.

I sin bog Free to Learn - Why Unleashing the Instinct to Play Will Make Our Children Happier, More Self-Reliant and Better Students for Life har Peter Gray studeret legens funktioner ud fra et evolutionært perspektiv og mener, at den har altafgørende betydning for vores udvikling.

Insekter, reptiler og fisk leger ikke. Det gør dyr med mere fleksible instinkter, og som derfor har mere at lære for at kunne overleve.

Kødædere, som skal lære at jage deres bytte, leger mere end drøvtyggere. Fugle som krager, høge og papegøjer, der alle har et større socialt liv og bruger mere tid på at få mad, leger mere end gråspurve og kanariefugle.

Menneskebarnet, som er den dyreunge, der fødes mest hjælpeløst, og som har mest at lære, før det kan klare sig selv uden sine forældre, er derfor også den dyreunge, som leger mest.

Leg er, mener Peter Gray, »fra et biologisk evolutionært perspektiv naturens måde at sikre at unge pattedyr, inklusive menneskebørn, vil øve sig og blive gode til det, de skal kunne for at trives og overleve.« MEN nutidens børn leger mindre og mindre.

Min søn og hans venner lever langt fra det liv, som deres oldeforældre og bedsteforældre levede fra 1930rne til 1950erne. Den periode, som af legeforskere er blevet kaldt »Den frie legs guldalder«, hvor børnearbejdet var afskaffet, men hvor skolen og bilerne endnu ikke havde stjålet børnenes mulighed for at lege frit, og hvor børn derfor tilbragte tiden med at udforske deres omverden på egen hånd.

De tider er forbi. Studier, hvor forskere har bedt børn om at registrere deres tid, viste, at børn i 1997 brugte 18 procent mere tid i skolen, 145 procent mere på at shoppe med deres forældre og 145 procent mere tid på at lave lektier i forhold til, hvad de gjorde i 1981.

Til gengæld brugte de 25 procent mindre tid på at lege.

I andet amerikansk studie indikerede 85 procent af alle de adspurgte mødre, at deres børn legede mindre udenfor, end de selv gjorde, da de var børn. Et tal, som står i skærende kontrast til en tredje undersøgelse, som viste, at 89 procent af de adspurgte børn mente, at udendørs leg var det bedste, de vidste - deres favoritaktivitet.

Mangelen på leg og frihed ødelægger vores børns psykiske helbred, mener Peter Gray.

Tilfældene af depression og angst hos børn er steget dramatisk. Mellem fem og otte gange så mange børn viser tegn på depressionslignende tilstande sammenlignet med for 50 år siden.

Selvmordsraten for amerikanske børn er i samme periode firedoblet, hvorimod der har været et let fald i voksnes selvmordsrate.

I en stor statistisk undersøgelse svarede tre ud af fire børn i 1948, at de vågnede friske og glade op om morgenen. I 1989 var tallet faldet til under en tredjedel, til gengæld mente godt 40 procent af børnene, at de var under stort pres - det mente kun 16,2 procent af børnene i 1948.

Peter Gray har ikke har meget tiltro til, at vores børns glæde kan komme igen ved at indføre nye undervisningsformer eller fysisk aktivitet i skoledagen, for leg holder op med at være leg, når den er voksenstyret.

LEG er en frivillig aktivitet, som ikke kan skemalægges, og læringen opstår netop på grund af det. Den frie leg er en øvelse i en form for demokrati og forhandling. Kun ved at sørge for, at alle legens deltagere vil blive ved med at være med til at lege, kan børnene holde legen i gang. Så det gælder om at finde på lege, hvis præmisser flest muligt vil acceptere.

Leg er derfor også en øvelse i at kontrollere sine følelsesmæssige reaktioner. Hvis man er supermand, som hopper ned fra legehuset for at redde de andre, nytter det ikke, at man bryder grædende sammen, fordi der alligevel er for langt ned. I hvert fald ikke hvis ens venner skal blive ved med at mene, at man skal beholde rollen som supermand.

Og legen skal helst være udfordrende, for ligesom de andre dyreunger lærer menneskebarnet bedst, når der er risiko forbundet ved legen. Vilde gedekid løber oftere på stejle stier, hvor det er sværere at holde balancen, ligesom abeunger svinger sig fra gren til gren i træerne, hvor grenene sidder så langt fra hinanden, at de er lige ved at falde ned. Risikoen ved disse lege opvejes af gevinsten: At dyreungerne lærer at kontrollere deres krop og farlige situationer uden panik. En evne som en dag kan redde deres liv.

Menneskebarnets leg er dog først og fremmest læring i empati og sociale omgangsformer.

Selvom den traditionelle psykologi placerer et voldsomt ansvar hos forældrene, mener Peter Gray, at den væsentligste personlighedsudvikling foregår blandt legekammeraterne.

Et pattedyr, som ikke har fået lov at lege med jævnaldrende, har som fuldvoksent mindre lyst til at undersøge sine omgivelser og er dermed dårligere til at finde føde. Studier af aber, som er vokset op med kun en mor og uden adgang til jævnaldrende aber, viser, at de bliver frygtsomme, nedstemte og har svært ved at skabe relationer til jævnaldrende aber.

Alt i alt er Peter Grays bog ikke blot et studie af menneskebørnenes leg. Den er også et opråb.

Til forældrene, som skal lære at acceptere, at leg er farligt og kan gøre ondt, til byplanlæggerne som skal være mere optaget af at skabe plads til børn end til butikker og biler, og til politikerne som hele tiden tager en bid af vores børns tid til at lege ved at sætte skolealderen ned og gøre skoledagen længere. Det kommer der hverken lykkeligere, klogere eller dygtigere mennesker ud af.

Peter Gray:”Free to Learn: Why Unleashing the Instinct to Play Will Make Our Children Happier, More Self-Reliant, and Better Students for Life”Basic Books