Eftir míni
bestu sannføring, so er tað hetta kjakið, ið vit mugu taka um, hvat tað er fyri
ein fólkaskúli, ið vit vilja hava. Hvørji menniskju vit danna, hvussu vit skipa
ein skúla, ið tekur sær av øllum lívsaspektum: læring, vitan, trivna,
innovatión og nýhugsan. Ein skúla til framtíðina, og ikki ein skúla, ið er ein
leivd frá eini farnari tíð. Áðrenn vit hava gjørt tað, kunnu vit eins væl
steðga kjakinum um, nær børnin skulu í skúla, og umskipa kjakið um forskúlar
ella ikki, til eitt kjak um, hvar børnini millum 6 og 7 ár hoyra heima í einum
nýghugsaðum skúla.
Folkeskolen er en maskinfabrik
Folkeskolens bygninger, struktur, timeopdeling og lokaler er stadig at
sammenligne med en produktionsfabrik, hvor vi skal have ét bestemt produkt ud i
den anden ende. Men hvis skolen skal forberede eleverne på fremtidens samfund,
må vi gentænke skolen fra bunden frem for mere af det samme. Her er nogle bud
på hvordan
Jens Berthelsen
17. marts 2013
Debatten om folkeskolen bølger frem og tilbage med mere tidssvarende ideer
til nyt indhold, udvidet skolegang og positive intentioner om børnenes trivsel
i ’fremtidens folkeskole for alle’. Men man har undgået at forholde sig til, at
folkeskolen ikke kan ændres grundlæggende, hvis ikke strukturen – skolens
formelle opbygning – ændres.
Den danske folkeskole er opbygget som en ’maskinfabrik’, der oprindelig har
den militære kamporganisation – styring, lydighed, ensartethed, kontrol – som
forbillede. Folkeskolen er opbygget hierarkisk og har samme kendetegn som en
produktionsvirksomhed: Skolen er isoleret fra det omliggende samfund, børnene
kan ikke bevæge sig ud og ind, og der er fast arbejdstid (alm. 8-14). Skoledagen
er opdelt i lektioner. Timerne er opdelt i fag. Der er en lærer til hver af
klassens timer. Børnene er aldersopdelt i klasser. Styringen sker ovenfra
gennem fagbeskrivelser og instruktioner, og børnenes og klassens standpunkt
kontrolleres – f.eks. med tests.
Hvad skal vi kunne?
I 1938 fik vi ’verdens mest demokratiske skolelov’, hvor alle børn skulle
behandles ens – uanset køn, race, økonomi og familiemæssig baggrund. Den førte
blandt andet til, at vi var et af de første lande, der afskaffede fysisk
afstraffelse som læringsmotivation og gradvist indførte metoder til at motivere
børnene til faglig indlæring, og ensartethedstænkningen passede fint til
’maskinfabrik-modellen’.
Efterfølgende er det gennemgående lykkedes at udvikle folkeskolen i takt
med samfundsudviklingen. Men den hastige globalisering af erhvervslivet gør det
stadig mere klart, at vores nuværende skolesystem ikke kan udvikle ’fremtidens
danskere’ til at kunne konkurrere på verdensplan mod kæmpe
kapitalkoncentrationer og ubegrænsede mængder arbejdskraft.
Derfor er det ikke nok med justeringer af den nuværende skole. Vi bliver
nødt til at forholde os til, hvordan verden kan se ud, når de børn, som nu
starter i folkeskolen, kommer ud på arbejdsmarkedet om cirka 20 år. Hvad har
danskerne om 20-40 år brug for af evner, som kan tilgodese samfunds- og
erhvervsudvikling?
Som mennesker skal vi i fremtiden kunne rumme kompleksitet og gennemskue
ensidighed. Målet er overskudsmennesker, der søger udfordringer, søger det
ukendte og skaffer sig social overskuelighed. Vi skal lære det i skolen, som
maskiner og kinesere ikke kan.
Som en innovationsafdeling
Men hvad er det, vi er særligt gode til, som ligger i vores kultur og
samfundsform? Det er nok innovation og nytænkning. Vi kommer måske til at leve
af at udvikle nye ideer og tage patenter på dem.
Skolens fremtidsmål er, med baggrund i vores særlige kultur, at udvikle
mennesker, der vil kunne leve, producere og udvikle sig i en uoverskuelig
verden. Det vil sige kunne rumme kompleksitet og gennemskue ensidighed, søge
det ukendtes udfordringer og dilemmaer og turde begå fejl. For det er ikke ved
at få serveret løsninger, men ved at blive stillet over for uløselige
situationer – dilemmaer – at man udvikler originalitet og overskrider grænser.
Skolen bliver tvunget til at udnytte den enorme variation i børnenes
arvemasse og miljøbaggrund. Vi har ikke råd til at lade talentmasse gå til
spilde som i dag, hvor undervisningen ikke er rettet mod det enkelte barns
ejendommeligheder og særheder. Børnene skal ikke bare vide mere, de skal blive
klogere – det er et niveau over. Mange af skolens holdninger er ændret, men
lærerens grundfunktion er den samme, og skolens opbygning som maskinfabrik er
kun svagt modereret. Skolen skal ikke være en produktionsafdeling med ensartet
output, men i stedet være som en erhvervsvirksomheds dynamiske
innovationsafdeling. Vi kommer til at slippe tryghedsgarantien og sluge store
kameler, hvis vi skal på forkant med den globale udvikling.
Bud på en ny skole
Her er nogle kendte og ukendte bud på, hvordan skolen kan skabe kreative,
selvstændige, aktive, innovative børn, der kan samarbejde i en fleksibel skole
i stadig forandring:
Læreren skal ’ned fra katederet’ og slippe rollen som ’den fortællende
lærer, der fylder sin viden over i de lyttende elever’. Læreren skal ikke
undervise, men overvise, dvs. arrangere situationer hvor børnene lærer ud fra
hver deres forudsætninger i stedet for, som det sker mange steder, at læreren
må lægge niveauet lidt under midten af klassen, og kun få får udbytte af
vidensformidlingen. Undervisning skal ikke mere være lærerformidlet, men
lærerarrangeret i lærerteam, ligesom lærerne skal bruges som coaches.
Skolen kommer mere til at ligne arbejdende værksteder med forskellige
arbejdslokaler, forsøgsrum, faglokaler, gruppe- og projektrum samt individuelle
arbejdspladser, som kan minde om kontorlandskaber. Klasselokaler er der ikke
brug for.
Der skal ikke mere være aldersopdelte klasser, hvor alle uanset evner,
interesser og udvikling lærer det samme. I stedet kan der være en tredeling
efter alder: i små, mellemstore og store børn, så man i grupper på måske 50-100
børn får lejlighed til at organisere forskellige læringsaktiviteter. Ud fra
storgruppen kan så dannes arbejdsgrupper, som i størrelser og varighed afhænger
af opgaven, evner og interesse. Det giver det enkelte barn mulighed for læring,
som giver maksimal udfordring.
Viden skal læres i praktiske sammenhænge: F.eks. kan kemi, botanik, fysik
og historie inddrages gennem ’spejderaktiviteter’ i naturen (fagspecifik
indlæring hører hjemme ved højere uddannelser). Eksperimenteren, hvor facts,
viden og handling kan være en betydningsfuld erkendelsesform hele skoleforløbet
igennem.
Sport, motion og friluftsaktiviteter er vigtige for at kunne lære – ikke
kun for de ikkeboglige elever. Hvis vi gør engelsk til skolesprog, vil vi få en
stor fordel i forhold til lande, der blot taler ’basic-english’.
Der skal være plads til og udbytte for mange forskellige børn: Velbegavede
og mindre begavede, drenge og piger, ærkedanske og etniske, børn fra
ressourcestærke og fra ressourcesvage hjem, ordblinde og specialbegavede
autister, stille og motoriske, sociale og asociale … Vi skal udnytte alle
børnenes forskellige ressourcer.
Skolen skal udvikle børn med stærke personligheder – survivors og
mønsterbrydere – der kan søge udfordringer og håndtere stress.
Lærergerningen skal fornys og gøres spændende og varieret. Seminarierne må
igen gøres tiltrækkende. Pædagogik og psykologi, som næsten er forsvundet fra
seminarierne til fordel for traditionel fagspecifik uddannelse, må atter ind.
Seminarierne må slippe traditionerne og rettes mod fremtidens skoleformer.
Lærerne skal uddannes til at udvikle spændende læringsarenaer og
computerprogrammer og til at organisere målrettede aktiviteter samt til at være
ledere, gruppekonsulenter og coach for børnene.
Riv væggene ned
Den første forudsætning for at skolen kan fungere på nye måder er, at
klassevæggene rives ned, og at der bygges arbejdslokaler med forskellig
funktion og størrelse. Det er faktisk sket flere steder i slutningen af 90’erne
med stor succes på skolerne – og nogen modstand fra omgivelserne.
I Gentofte har kommunen ombygget alle folkeskoler. Der er ikke klasser, men
en stor mængde arbejds- og faglokaler. Det meste af tiden arbejder børnene
alene eller i grupper med aftalte opgaver. Skoleklokken ringer ikke mere, børn
går ud og ind af skolen. Man har ikke kunnet undgå aldersopdelte klasser, men
man har i stedet slået tre klasser sammen, så man blot har tre niveauer – det
giver en vis fleksibilitet med hensyn til mere individuel udfordring af de
enkelte børn. Jeg har oplevet en arbejdsom, engageret, faglig stemning i alle
de åbne afdelinger, jeg har besøgt.
Når vi kommer i krise, er vi tilbøjelige til krampagtigt at holde fast i
det, vi har – selv om det samtidig er den bedste situation at skabe ændringer
i. Men det er lige nu, vi kan ændre folkeskolen, så den bliver en skole for
fremtidens samfund.
Jens Berthelsen er lektor, ph.d. og cand.psych.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar