Tað sær út til at vera ein rættiliga vanlig fatan,
serliga millum nakrar pedagogar, at tað er betur fyri børnini, at tey spæla
hetta árið, skilt á tann hátt, at børnini ikki fáa formliga læru/undirvísing
hetta árið. Her
koma ikki so sjálvdan vendingar sum, at lata børnini sleppa at vera børn, og av
á hómast pástandurin, at skúlin ikki er góður,ja, kanska enntá skaðiligur fyri
hesi børnini.
Frágreiðing til Mentamálaráðið um forskúlan, Skúlaspíran, í Eysturkommunu heystið 2013. Fríðfinnur Johnsson, skúlastjóri.
…
Leg er,
mener Peter Gray, »fra et biologisk evolutionært perspektiv naturens måde at
sikre at unge pattedyr, inklusive menneskebørn, vil øve sig og blive gode til
det, de skal kunne for at trives og overleve.« MEN nutidens børn leger mindre
og mindre
…
Mangelen på
leg og frihed ødelægger vores børns psykiske helbred, mener Peter Gray.
Tilfældene
af depression og angst hos børn er steget dramatisk. Mellem fem og otte gange
så mange børn viser tegn på depressionslignende tilstande sammenlignet med for
50 år siden.
Selvmordsraten
for amerikanske børn er i samme periode firedoblet, hvorimod der har været et
let fald i voksnes selvmordsrate.
…
LEG er en
frivillig aktivitet, som ikke kan skemalægges, og læringen opstår netop på
grund af det. Den frie leg er en øvelse i en form for demokrati og forhandling.
Kun ved at sørge for, at alle legens deltagere vil blive ved med at være med
til at lege, kan børnene holde legen i gang. Så det gælder om at finde på lege,
hvis præmisser flest muligt vil acceptere.
…
Alt i alt er
Peter Grays bog ikke blot et studie af menneskebørnenes leg. Den er også et
opråb.
Til
forældrene, som skal lære at acceptere, at leg er farligt og kan gøre ondt… og
til politikerne som hele tiden tager en bid af vores børns tid til at lege ved
at sætte skolealderen ned og gøre skoledagen længere. Det kommer der hverken
lykkeligere, klogere eller dygtigere mennesker ud af.
Weekendavisen
Frie børn
leger bedst
JOHANNE MYGIND
10. april 2014
10. april 2014
Når min
seksårige søn og hans ven Villy fortaber sig i iPad'ens magiske verden,
spekulerer jeg nogle gange på, om de først og fremmest elsker deres iPad, fordi
de har fundet en mulighed for fri leg. At det er her, de kan udforske en verden
på egen hånd uden velmenende voksnes overvågning og anvisninger, og at
barndommen i det blå lys fra iPad'en er en naturlig konsekvens af et samfund,
som ikke længere anser det for ansvarligt, at børn leger udenfor på egen hånd.
Amerikaneren
Peter Gray, der er professor i evolutionær udviklingspsykologi, er bekymret for
min søn og alle de andre børn i den vestlige verden. Ikke fordi de spiller
computerspil, men fordi de hele tiden får mindre tid og rum til at lege. Leg er
nemlig ikke karatetimer, korsang eller organiserede fysiske aktiviteter som
indlagte pauser i heldagsskolen. Leg er de aktiviteter, som børnene selv finder
på, og hvor børnene afprøver deres krop, deres intelligens og omgivelser uden
anvisninger.
I sin bog
Free to Learn - Why Unleashing the Instinct to Play Will Make Our Children
Happier, More Self-Reliant and Better Students for Life har Peter Gray studeret
legens funktioner ud fra et evolutionært perspektiv og mener, at den har
altafgørende betydning for vores udvikling.
Insekter,
reptiler og fisk leger ikke. Det gør dyr med mere fleksible instinkter, og som
derfor har mere at lære for at kunne overleve.
Kødædere,
som skal lære at jage deres bytte, leger mere end drøvtyggere. Fugle som
krager, høge og papegøjer, der alle har et større socialt liv og bruger mere
tid på at få mad, leger mere end gråspurve og kanariefugle.
Menneskebarnet,
som er den dyreunge, der fødes mest hjælpeløst, og som har mest at lære, før
det kan klare sig selv uden sine forældre, er derfor også den dyreunge, som
leger mest.
Leg er,
mener Peter Gray, »fra et biologisk evolutionært perspektiv naturens måde at
sikre at unge pattedyr, inklusive menneskebørn, vil øve sig og blive gode til
det, de skal kunne for at trives og overleve.« MEN nutidens børn leger mindre
og mindre.
Min søn og
hans venner lever langt fra det liv, som deres oldeforældre og bedsteforældre
levede fra 1930rne til 1950erne. Den periode, som af legeforskere er blevet
kaldt »Den frie legs guldalder«, hvor børnearbejdet var afskaffet, men hvor
skolen og bilerne endnu ikke havde stjålet børnenes mulighed for at lege frit,
og hvor børn derfor tilbragte tiden med at udforske deres omverden på egen
hånd.
De tider er
forbi. Studier, hvor forskere har bedt børn om at registrere deres tid, viste,
at børn i 1997 brugte 18 procent mere tid i skolen, 145 procent mere på at
shoppe med deres forældre og 145 procent mere tid på at lave lektier i forhold
til, hvad de gjorde i 1981.
Til gengæld
brugte de 25 procent mindre tid på at lege.
I andet
amerikansk studie indikerede 85 procent af alle de adspurgte mødre, at deres
børn legede mindre udenfor, end de selv gjorde, da de var børn. Et tal, som
står i skærende kontrast til en tredje undersøgelse, som viste, at 89 procent
af de adspurgte børn mente, at udendørs leg var det bedste, de vidste - deres
favoritaktivitet.
Mangelen på
leg og frihed ødelægger vores børns psykiske helbred, mener Peter Gray.
Tilfældene
af depression og angst hos børn er steget dramatisk. Mellem fem og otte gange
så mange børn viser tegn på depressionslignende tilstande sammenlignet med for
50 år siden.
Selvmordsraten
for amerikanske børn er i samme periode firedoblet, hvorimod der har været et
let fald i voksnes selvmordsrate.
I en stor
statistisk undersøgelse svarede tre ud af fire børn i 1948, at de vågnede
friske og glade op om morgenen. I 1989 var tallet faldet til under en
tredjedel, til gengæld mente godt 40 procent af børnene, at de var under stort
pres - det mente kun 16,2 procent af børnene i 1948.
Peter Gray
har ikke har meget tiltro til, at vores børns glæde kan komme igen ved at
indføre nye undervisningsformer eller fysisk aktivitet i skoledagen, for leg
holder op med at være leg, når den er voksenstyret.
LEG er en frivillig
aktivitet, som ikke kan skemalægges, og læringen opstår netop på grund af det.
Den frie leg er en øvelse i en form for demokrati og forhandling. Kun ved at
sørge for, at alle legens deltagere vil blive ved med at være med til at lege,
kan børnene holde legen i gang. Så det gælder om at finde på lege, hvis
præmisser flest muligt vil acceptere.
Leg er
derfor også en øvelse i at kontrollere sine følelsesmæssige reaktioner. Hvis
man er supermand, som hopper ned fra legehuset for at redde de andre, nytter
det ikke, at man bryder grædende sammen, fordi der alligevel er for langt ned.
I hvert fald ikke hvis ens venner skal blive ved med at mene, at man skal
beholde rollen som supermand.
Og legen
skal helst være udfordrende, for ligesom de andre dyreunger lærer
menneskebarnet bedst, når der er risiko forbundet ved legen. Vilde gedekid
løber oftere på stejle stier, hvor det er sværere at holde balancen, ligesom
abeunger svinger sig fra gren til gren i træerne, hvor grenene sidder så langt
fra hinanden, at de er lige ved at falde ned. Risikoen ved disse lege opvejes
af gevinsten: At dyreungerne lærer at kontrollere deres krop og farlige
situationer uden panik. En evne som en dag kan redde deres liv.
Menneskebarnets
leg er dog først og fremmest læring i empati og sociale omgangsformer.
Selvom den
traditionelle psykologi placerer et voldsomt ansvar hos forældrene, mener Peter
Gray, at den væsentligste personlighedsudvikling foregår blandt
legekammeraterne.
Et pattedyr,
som ikke har fået lov at lege med jævnaldrende, har som fuldvoksent mindre lyst
til at undersøge sine omgivelser og er dermed dårligere til at finde føde.
Studier af aber, som er vokset op med kun en mor og uden adgang til
jævnaldrende aber, viser, at de bliver frygtsomme, nedstemte og har svært ved at
skabe relationer til jævnaldrende aber.
Alt i alt er
Peter Grays bog ikke blot et studie af menneskebørnenes leg. Den er også et
opråb.
Til
forældrene, som skal lære at acceptere, at leg er farligt og kan gøre ondt, til
byplanlæggerne som skal være mere optaget af at skabe plads til børn end til
butikker og biler, og til politikerne som hele tiden tager en bid af vores
børns tid til at lege ved at sætte skolealderen ned og gøre skoledagen længere.
Det kommer der hverken lykkeligere, klogere eller dygtigere mennesker ud af.
Peter Gray:”Free to Learn: Why Unleashing the
Instinct to Play Will Make Our Children Happier, More Self-Reliant, and Better
Students for Life”Basic Books
Ingen kommentarer:
Send en kommentar