At útihýsa børnum hjá samkyndum

 

Døm meg ikki! Lat meg vita, hví tú stríðist við meg! Job 10 

Í sær sjálvum er hetta ikki so løgið, at børn hjá samkyndum fáa somu umsorgan sum onnur børn, tí umsorgan er ikki kynsbundin ella bundin at, hvussu tú livir saman ella saman við hvørjum , men er ein menniskjansligur eginleiki og førleiki; at børnini heldur ikki verða argaði meira enn onnur børn, kann heldur ikki undra.
 

Í londum har samkynd paraløg eru viðurkend, og samkynd hava vanlig borgararættindi, har er ikki nøkur orsøk til at arga og happa børn teirra. Verri er í londum,  har tey samkyndu verða forfylgd ella noktaði  teirra sjálvsøgdu borgararættindi, sum t.d. í Føroyum, har vit hava ein heilan flokk, ið, grundað á sína egnu fortolking av kristindóminum, er við til at stigmatisera samkynd og børn teirra, heimagjørd ella adopteraði.

Tá ið børn verða argaði, forfylgd ella happaði, kemst hetta oftast av, at tey eru í einum umhvørvi, ið loyvir hesum, og leggur upp til at tey eru “skeiv”.

Í Føroyum hava vit tíanverri upp í leypin av politikkarum, sum halda at hetta er í lagi, saman við einum flokki, ið gongur undir heitinum kristiligur flokkur og ber hetta í sínum skjaldramerki.

Ja, beint nú er  tað eitt heilt politiskt  ungmannafelag hjá sama flokki, ið hevur eina skipaða kampagnum, so hesi børn skulu kenna seg uttanfyri og ikki “natúrlig”.

 

Forskning: Homoseksuelles adoptivbørn har en god barndomrskning. Ny forskning giver gode nyheder til homoseksuelle adoptivforældre som Bill (til venstre) og Shaun. - Foto: OLW (arkiv)

Omsorgen er den samme, og drilleriet er ikke større hos homoseksuelles adoptivbørn.

Politiken

24. mar. KL. 10.25 AF  Morten Garly Andersen

Frygten for, at børn, der adopteres af homoseksuelle par - såvel bøsser som lesbiske - ikke har en god barndom, er komplet ubegrundet.

Det viser en undersøgelse, foretaget af professor Susan Golombok ved Cambridge University og kolleger. De har sammenlignet 130 homoseksuelle og heteroseksuelle britiske familier med adoptivbørn op til otte år.

Undersøgelsen konkluderer, at disse børn trives mindst lige så godt som adoptivbørn i heteroseksuelle familier.

De klarer sig lige så godt i barndommen, får samme omsorg hjemme og drilles ikke mere end andre børn

Vilkorini hjá børnum og ungum

 

Tað er eingin ivi um, at punk  6. í fokusøkjunum hjá granskingarráðnum: Hvussu búgva vit fólkið til framtíðar avbjóðingar? Har eru eisni vilkorini hjá børnum og ungum við. 

Hvussu vit fáa dagstovnar og skúlar, ið eru mentir til framtíðar avbjóðingar og samstundis eru barnavinaligir. 

At vilkorini hjá børnum og familjum teirra ikki eru av teimum bestu, hava vit allar ábendingar um: 

Vit hava met í Norðurlondum, tá ið ræður um kynsliga misnýtslu. Í Føroyum eru tað 5,2 % av øllum børnum, ið hava verið fyri misnýtslu, meðan t.d. talið fyri Danmark er umleið 1%. 

Títtleikin av happing er væl hægri enn í hinum Norðurlondum 16 %,  meðan hann t.d. í Danmark, sambært seinastu kanningunum, er 6 %. 

Sambært dátueftirlitinum, so kenna 30% av føroyskum børnum og ungum seg, at hava verið fyri digitalum ágangi á sosialum miðlunum og um sms. 

Sjálvandi er talið av børnum og ungum, ið fáa posttraumatiskt stess, eisini hægri í Føroyum, enn í hinum Norðurlondunum, sambært granskingarúrslitum hjá Tóru Petersen.

Í eini samanberandi kanning við Ísland, so eru tølini fyri føroyska ungdómin, eisini væl hægri, tá ið talan er um, hvussu ofta tey hava verið full seinastu 30 dagarnar, hvussu nógv tey roykja, hvussu lítið tey eru saman við foreldrum sínum, hvussu nógv foreldrini vita um, hvørjar vinir tey ungu hava,  og so framvegis t.d. samborið við Ísland.

Eitt ungamannafelag, hjá flokki í samgongu, mælir til at avtaka útbúgvingarstuðulin, og leggja hann um til lán. Almenn vitan er, at hetta bara gongur út yvir tey, ið ikki eru skúlavon, og tey, ið ikki hava múgvandi foreldur.

Tølini siga, at 80.6% av støkum uppihaldarum (flest allar kvinnur) yngri enn 24 ár, og sum hava barn yngri enn 5 ár, eru í fátærkaváða.

Í aldrinum 18 til 24 ár er lutfallið av kvinnum undir fátækraváðamarkinum nærum tvífald so stórt, sum hjá monnum.

53,7 % av støkum uppihaldarum (flest allar kvinnur) við einum barni undir 5 ár eru í allið av kvinnum undir fátækraváðamarkinum nærum tvífalt so stórt sum hjá monnum fátækraváða.

Í flestu aldursbólkum er størri partur av kvinnum enn av monnum undir fátækraváðamarkinum. 

Tá ið vit so samstundis vita, at bústarviðurskiftini í landinum eru av slíkum slagi, at tað neyvan hevur sín líka í øðrum Norðurlondum, samstundis við at príslegan liggur um 30% omanfyri hana í t.d. Danmark, og at lønarlagið er lægri í Føroyum og sosialu veitingarnar verri, ja so er nokk at tríva í fyri at tryggja vilkorini hjá framtíðar børnum og ungum.

Etikkurin og mannasýnið

Etikkurin

 

Tá ið vit skulu seta mál fyri arbeiði okkara við børnum, ungum og menniskjum annars, eru vit noydd til at gera okkum greitt, hvør etisk fatan ella mannasýni liggur aftanfyri, tí tað treytar okkara mál og máta at handla uppá. Tað er ikki fyrr enn vit fara at tosa um og seta mál í mun til etikkin, vit síggja týdningin av honum. Her byrja ósemjurnar og kjakið, her koma etisku virðini hjá okkum fram. Etisku reglurnar og fatanirnar loysa ikki trupulleikarnar, men seta ljós á teir.

Etiski parturin og fatanin er partur av okkara handling, hvat vit velja ella hvat vit ikki velja. Hesi viðurskifti eru eisini viðvirkandi til, at tað er lætt ikki at leggja tað til merkis, tí tey eru so sjálvsøgd. Hetta krevur serstaka reflektión og umhugsni.

Mannasýnið

Børnini verða fatað sum handlandi persónar við vitan, dreymum, hugsanum og meiningum um lívið og framtíðina. Tey skulu takast við upp á ráð, verða tikin uppí og fáa týðandi royndir við at hava ávirkan á egið lív. Foreldrini – ella onnur í teirra stað  -  eru tey týdningarmiklastu vaksnu hjá børnunum, og hava tí høvuðsábyrgdina av lívi, menning og uppvøkstri teirra.

 

 

Etikkur, mannasýn ella virði

Barnið og tann ungi eru unikkir, javnsettir persónar, við rætti til virðing fyri sínum persónliga integriteti.

• Barnið og tann ungi hevur rætt til sjálvræði yvir sínum egna lívi

• Barnið og tann ungi hevur rætt til umsorgan

• Barnið og tann ungi hava virði í sær sjálvum

• Barnið og tann ungi hava rætt til at verða stuðlað í at útrykkja sítt egna perspektiv og egnan tørv, soleiðis, at hesi verða vird í fult mát

• Barnið og tann ungi skulu hava møguleika fyri at menna og útvikla ressursurnar og potentialini í fult mát

• Barnið og tann ungi skulu hava avbjóðingar, ið standa í rímiligt mát við, hvar tey eru í lívinum

 

• Solidaritetur og meiningsfult pláss til øll

 

 

 

Læring fyri lívið

Nei, tað er ikki nøkur andsøgn ímillum at mennast og læra alt lívið, og  at sleppa at vera barn.

Problemið hjá okkum vaksnu er kanska meira, at vit missa tað spælandi barnið í okkum -  homo ludiens – avbjóðingin er, hvussu vit varðveita hugin at læra alt lívið og hvussu vit forða fyri, at alt endar í turrgeldari formalismu, við próvtøkum, testum, uttanhýsis evaluering o.s.fr.

At kravið til læring kemur uttanífrá og ikki innanífrá. Gamalt er, at hugurin drívur verkið.

Eina menning, ið leggur dent á, at vit øll eru so ymisk, og at vit eisini læra uppá ymiskan máta.

Hetta tykist ein kjarnin í øllum kjakinum: mótsetningurin millum læring og undirvísing. Vanliga definitiónin er, at undirvísing er skipað læring, meðan læring er tað sum fer fram allatíðini, eisini uttan fyri skipaða undirvísing.

Eri greiður yvir at eg seti tað eitt sindur fýrakantað upp, men tað er ikki heilt skeivt, at skúlin er eyðkendur av skipaðari undirvísing, meðan dagstovnaøkið er meira upptikið av læring. Prinsippiella ósemjan verður,  fyri ein part, hvussu eitt lærandi umhvørvi verður skipað, nær vit fara undir formaliseraða undirvísing – og hvat formaliserað undirvísing er. Hvat og hvussu verður lært um onnur tiltøk, enn skipaða fakliga læring, men ikki minst at skapa tey optimalu vilkorini fyri læring, soleiðis, at hugurin at læra verður hildin við líka restina av lívinum.

 

Tað er lítið at ivast í, at tey 6 til 7 ára ára gomlu eru komin onkunstaðni á lívsleið teirra, at okkurt meira skal henda enn vanligu dagstovnatilboðini,tað er væl kjarnin í øllum kjakinum. Men tað, sum so er tann stóri spuringurin er, um skúlin, soleiðis, sum hann er skipaður í løtuni, er tað besta tilboðið til tey, tí eiga vit at nýhugsa bæði økini.

Ein skúli til framtíðina og ikki til fortíðina

Eftir míni bestu sannføring, so er tað hetta kjakið, ið vit mugu taka um, hvat tað er fyri ein fólkaskúli, ið vit vilja hava. Hvørji menniskju vit danna, hvussu vit skipa ein skúla, ið tekur sær av øllum lívsaspektum: læring, vitan, trivna, innovatión og nýhugsan. Ein skúla til framtíðina, og ikki ein skúla, ið er ein leivd frá eini farnari tíð. Áðrenn vit hava gjørt tað, kunnu vit eins væl steðga kjakinum um, nær børnin skulu í skúla, og umskipa kjakið um forskúlar ella ikki, til eitt kjak um, hvar børnini millum 6 og 7 ár hoyra heima í einum nýghugsaðum skúla.

Folkeskolen er en maskinfabrik

Folkeskolens bygninger, struktur, timeopdeling og lokaler er stadig at sammenligne med en produktionsfabrik, hvor vi skal have ét bestemt produkt ud i den anden ende. Men hvis skolen skal forberede eleverne på fremtidens samfund, må vi gentænke skolen fra bunden frem for mere af det samme. Her er nogle bud på hvordan

Jens Berthelsen

17. marts 2013

Debatten om folkeskolen bølger frem og tilbage med mere tidssvarende ideer til nyt indhold, udvidet skolegang og positive intentioner om børnenes trivsel i ’fremtidens folkeskole for alle’. Men man har undgået at forholde sig til, at folkeskolen ikke kan ændres grundlæggende, hvis ikke strukturen – skolens formelle opbygning – ændres.

Den danske folkeskole er opbygget som en ’maskinfabrik’, der oprindelig har den militære kamporganisation – styring, lydighed, ensartethed, kontrol – som forbillede. Folkeskolen er opbygget hierarkisk og har samme kendetegn som en produktionsvirksomhed: Skolen er isoleret fra det omliggende samfund, børnene kan ikke bevæge sig ud og ind, og der er fast arbejdstid (alm. 8-14). Skoledagen er opdelt i lektioner. Timerne er opdelt i fag. Der er en lærer til hver af klassens timer. Børnene er aldersopdelt i klasser. Styringen sker ovenfra gennem fagbeskrivelser og instruktioner, og børnenes og klassens standpunkt kontrolleres – f.eks. med tests.

Hvad skal vi kunne?

I 1938 fik vi ’verdens mest demokratiske skolelov’, hvor alle børn skulle behandles ens – uanset køn, race, økonomi og familiemæssig baggrund. Den førte blandt andet til, at vi var et af de første lande, der afskaffede fysisk afstraffelse som læringsmotivation og gradvist indførte metoder til at motivere børnene til faglig indlæring, og ensartethedstænkningen passede fint til ’maskinfabrik-modellen’.

Efterfølgende er det gennemgående lykkedes at udvikle folkeskolen i takt med samfundsudviklingen. Men den hastige globalisering af erhvervslivet gør det stadig mere klart, at vores nuværende skolesystem ikke kan udvikle ’fremtidens danskere’ til at kunne konkurrere på verdensplan mod kæmpe kapitalkoncentrationer og ubegrænsede mængder arbejdskraft.

Derfor er det ikke nok med justeringer af den nuværende skole. Vi bliver nødt til at forholde os til, hvordan verden kan se ud, når de børn, som nu starter i folkeskolen, kommer ud på arbejdsmarkedet om cirka 20 år. Hvad har danskerne om 20-40 år brug for af evner, som kan tilgodese samfunds- og erhvervsudvikling?

Som mennesker skal vi i fremtiden kunne rumme kompleksitet og gennemskue ensidighed. Målet er overskudsmennesker, der søger udfordringer, søger det ukendte og skaffer sig social overskuelighed. Vi skal lære det i skolen, som maskiner og kinesere ikke kan.

Som en innovationsafdeling

Men hvad er det, vi er særligt gode til, som ligger i vores kultur og samfundsform? Det er nok innovation og nytænkning. Vi kommer måske til at leve af at udvikle nye ideer og tage patenter på dem.

Skolens fremtidsmål er, med baggrund i vores særlige kultur, at udvikle mennesker, der vil kunne leve, producere og udvikle sig i en uoverskuelig verden. Det vil sige kunne rumme kompleksitet og gennemskue ensidighed, søge det ukendtes udfordringer og dilemmaer og turde begå fejl. For det er ikke ved at få serveret løsninger, men ved at blive stillet over for uløselige situationer – dilemmaer – at man udvikler originalitet og overskrider grænser.

Skolen bliver tvunget til at udnytte den enorme variation i børnenes arvemasse og miljøbaggrund. Vi har ikke råd til at lade talentmasse gå til spilde som i dag, hvor undervisningen ikke er rettet mod det enkelte barns ejendommeligheder og særheder. Børnene skal ikke bare vide mere, de skal blive klogere – det er et niveau over. Mange af skolens holdninger er ændret, men lærerens grundfunktion er den samme, og skolens opbygning som maskinfabrik er kun svagt modereret. Skolen skal ikke være en produktionsafdeling med ensartet output, men i stedet være som en erhvervsvirksomheds dynamiske innovationsafdeling. Vi kommer til at slippe tryghedsgarantien og sluge store kameler, hvis vi skal på forkant med den globale udvikling.

Bud på en ny skole

Her er nogle kendte og ukendte bud på, hvordan skolen kan skabe kreative, selvstændige, aktive, innovative børn, der kan samarbejde i en fleksibel skole i stadig forandring:

Læreren skal ’ned fra katederet’ og slippe rollen som ’den fortællende lærer, der fylder sin viden over i de lyttende elever’. Læreren skal ikke undervise, men overvise, dvs. arrangere situationer hvor børnene lærer ud fra hver deres forudsætninger i stedet for, som det sker mange steder, at læreren må lægge niveauet lidt under midten af klassen, og kun få får udbytte af vidensformidlingen. Undervisning skal ikke mere være lærerformidlet, men lærerarrangeret i lærerteam, ligesom lærerne skal bruges som coaches.

Skolen kommer mere til at ligne arbejdende værksteder med forskellige arbejdslokaler, forsøgsrum, faglokaler, gruppe- og projektrum samt individuelle arbejdspladser, som kan minde om kontorlandskaber. Klasselokaler er der ikke brug for.

Der skal ikke mere være aldersopdelte klasser, hvor alle uanset evner, interesser og udvikling lærer det samme. I stedet kan der være en tredeling efter alder: i små, mellemstore og store børn, så man i grupper på måske 50-100 børn får lejlighed til at organisere forskellige læringsaktiviteter. Ud fra storgruppen kan så dannes arbejdsgrupper, som i størrelser og varighed afhænger af opgaven, evner og interesse. Det giver det enkelte barn mulighed for læring, som giver maksimal udfordring.

Viden skal læres i praktiske sammenhænge: F.eks. kan kemi, botanik, fysik og historie inddrages gennem ’spejderaktiviteter’ i naturen (fagspecifik indlæring hører hjemme ved højere uddannelser). Eksperimenteren, hvor facts, viden og handling kan være en betydningsfuld erkendelsesform hele skoleforløbet igennem.

Sport, motion og friluftsaktiviteter er vigtige for at kunne lære – ikke kun for de ikkeboglige elever. Hvis vi gør engelsk til skolesprog, vil vi få en stor fordel i forhold til lande, der blot taler ’basic-english’.

Der skal være plads til og udbytte for mange forskellige børn: Velbegavede og mindre begavede, drenge og piger, ærkedanske og etniske, børn fra ressourcestærke og fra ressourcesvage hjem, ordblinde og specialbegavede autister, stille og motoriske, sociale og asociale … Vi skal udnytte alle børnenes forskellige ressourcer.

Skolen skal udvikle børn med stærke personligheder – survivors og mønsterbrydere – der kan søge udfordringer og håndtere stress.

Lærergerningen skal fornys og gøres spændende og varieret. Seminarierne må igen gøres tiltrækkende. Pædagogik og psykologi, som næsten er forsvundet fra seminarierne til fordel for traditionel fagspecifik uddannelse, må atter ind. Seminarierne må slippe traditionerne og rettes mod fremtidens skoleformer. Lærerne skal uddannes til at udvikle spændende læringsarenaer og computerprogrammer og til at organisere målrettede aktiviteter samt til at være ledere, gruppekonsulenter og coach for børnene.

Riv væggene ned

Den første forudsætning for at skolen kan fungere på nye måder er, at klassevæggene rives ned, og at der bygges arbejdslokaler med forskellig funktion og størrelse. Det er faktisk sket flere steder i slutningen af 90’erne med stor succes på skolerne – og nogen modstand fra omgivelserne.

I Gentofte har kommunen ombygget alle folkeskoler. Der er ikke klasser, men en stor mængde arbejds- og faglokaler. Det meste af tiden arbejder børnene alene eller i grupper med aftalte opgaver. Skoleklokken ringer ikke mere, børn går ud og ind af skolen. Man har ikke kunnet undgå aldersopdelte klasser, men man har i stedet slået tre klasser sammen, så man blot har tre niveauer – det giver en vis fleksibilitet med hensyn til mere individuel udfordring af de enkelte børn. Jeg har oplevet en arbejdsom, engageret, faglig stemning i alle de åbne afdelinger, jeg har besøgt.

Når vi kommer i krise, er vi tilbøjelige til krampagtigt at holde fast i det, vi har – selv om det samtidig er den bedste situation at skabe ændringer i. Men det er lige nu, vi kan ændre folkeskolen, så den bliver en skole for fremtidens samfund.

 

Jens Berthelsen er lektor, ph.d. og cand.psych.